De snakker om da de var i Tivoli, og al det de prøvede
De snakker om den joke, som de havde sammen
De snakker om, da de drak sig så fulde, at de intet kunne huske
De snakker om, at hun synger så godt
De snakker om, at vi skal passe bedre på hende, fordi hun er så skrøbelig
De snakker om, at hun har en spiseforstyrrelse
De snakker om, at hun er opmærksomhedskrævende
De snakker om, bare at holde en pause
De snakker om, at hun er så god til alt
De snakker om, at hun giver dem dårlig selvtillid
De snakker om hun er slank
De snakker om, at alle kan lide hende
De snakker om, at hun har en cool tøjstil


Det er tankevækkende at lytte til sine venner, der bagtaler sine venner.
Det frustrere mig. Mest fordi jeg ikke har lyst til at deltage. Jeg kan se
deres mening, men ikke grunden til formuleringen.
Jeg ved det, fordi jeg selv var dem engang. Jeg sagde min mening om alle,
men ikke til alle.
Det ender galt, jeg ved det. Jeg kan mærke det. Og det hele er ligesom
bliver ligesom dengang.
Er det mit ansvar at stoppe dem? Det tænker jeg ofte. Men jeg ved ikke
hvad jeg skal sige. Jeg er for akavet, og ligemeget hvad jeg gør, hjælper
det ikke. Jeg udretter aldrig noget.