PATRICIA BULL! Ja, hende der sang "uden hinanden" 100 gange bedre end orginalen. Eller, ja. Hende der bare synger bedre end alle andre, that's it.

Det hele startede med det program, jeg aldrig har fundet interessant.
Den her kvinde kommer ind. Hun gør ikke andet, end at være sig selv.
Præsentere, optræder, blir' sendt videre, går. Det er enkelt. Ligesom
de andre i programmet. Alligevel skrev jeg hende ned på min hånd, og
senere hen på et papir. Jeg skrev "Patricia". Jeg tænkte ofte på, om hun
ville nå langt. Jeg håbede, for det har jeg lært at man skal. Der gik lang
tid, hvor man ikke så noget til den skønne kvinde. Jeg vidste, at hun var
gået videre, og at hun i hvert fald skulle optræde mindst én gang mere.
Da hun så endelig kom på, sang hun "You're the one that i want". Jeg
husker den aften SÅ tydeligt. Jeg var broken over, at jeg ikke kunne se
det. Jeg så kun halvdelen af sangen, fordi jeg stod og var på vej til Lucy
Love koncert, med to af mine venner. Monica og Aslak. Da jeg kom
hjem fra Lucy Love koncert, og fandt ud af, at Patricia var gået videre,
blev jeg umenneskelig glad. Min mor sagde "jeg kan godt lide hende,
men hun synger underligt."
Den glæde fik jeg gang på gang, hver fredag. Da jeg så hende på den
scene der, var jeg lykkelig. Jeg blev flere gange grebet i at smile. Det
lyder virkelig uhyggeligt, men jeg var så fascineret. Jeg var afhængig af
det her "X-factor", på grund af Patricia. Hun var min grund til at se det
her. Jeg sagde til mig selv "hvis Patricia ryger ud, kan meningen med at
se det her, være fucking ligemeget". Heldigvis havde jeg mange fredags
glæder, for hun nåede så langt. Men lige inden finalen, var det slut. Da
hun røg ud, var jeg hjemme hos Monica. Hendes far spiller jazz musik,
og han var ligeså forelsket, som jeg selv var. Det var cool at møde en,
der gav mig ret. Monicas far og jeg, blev enige om, at det måske ikke
var hendes bedste optrædelse den der skide "total eclipse of the heart",
men hva' fanden.. Alle de andre har da også haft kiksede optrædelser,
så hvorfor gik det ikke lige med én mindre god optrædelse? Og det var
jo ikke engang dårligt, man forventede måske bare lidt mere, fordi hun
netop ER så enormt dygtig. Og som Thomas vidst også fik nævnt, vi
snakker ingen falske toner. Det her er uslebne diamanter! Intet andet.
Jeg kan ikke komme udenom, at jeg  faktisk græd,
over at Patricia ikke længere var videre.
Da jeg kom hjem fra Monica, gik jeg direkte på Facebook. Jeg skulle
se om hun havde opdateret. Det havde hun ikke. Men dagen efter skrev
hun, at hun var lettet. Se, igen formoder hun mig, at få mig til at smile.
Jeg var så glad for, at hun ikke skrev noget kind of "så det slut", for nej.
Selvfølgelig er det ikke slut. Det her er næsten ikke startet.
Folk fortalte mig hele tiden, at jeg skulle droppe det. Droppe hende.
Deres grund var "om to år ved ingen hvem hun er", og dét gjorde mig
sur, bange og ked af det på samme tid. For det må ikke ske. Og det
skal ikke ske. Og skal vi ikke bare sige, at det ikke sker? Jo.
Der var en anden god dag i mit liv, som jeg aldrig vil glemme. Mig og Aslak,
der simpelthen tog ind til Aftenshowet, for at hilse på hende. Det var jeg
nødt til. Det var koldt, vi frøs, men jeg dansede og sang, af glæde.
Da jeg endelig mødte hende... Det øjeblik tør jeg slet ikke beskrive.
Det var uden nogen som helst for for tvivl, helt perfekt. Hun er perfekt.
Jeg glæder mig sådan til den plade. Det bliver meget mere personligt,
og mere musikalsk. Ikke så meget cover-pjat, men noget seriøst og
arbejdsomt. Ligegyldigt hvad, bliver det godt. Det er jeg sikker på.
Glæder mig til at falde i søvn til hendes egen numre, hver nat.



Okay. Det her indlæg skulle ikke være så langt, eller, det var ikke lige
planen, vel. Men når man først giver sig til at skrive, kan det være svært
at stoppe. Eller, at 'afrunde' emnet ordenligt. Det ved jeg ikke helt om
jeg fik gjort. Kunne skrive dødsens lange sider, om den her kvinde.