Vil være venner med alle. Vil have tid til alle. Vil lytte til alle. Vil have alle har det godt.
Men det kan jeg jo ikke styre. Det beviser jeg for mig selv, hver dag. Jeg kan ikke hjælpe
nogen. Når jeg taler med folk om problemer, er jeg til ingen hjælp. Jeg siger altid ligegyldige,
og kiksede ting som bare "jeg forstår dig godt", eller noget lignende. Jeg har fået nye venner,
men skal være hemmeligt sammen med dem, for ikke at såre mine andre venner. Jeg synes
selv, at jeg behandler alle så godt som jeg kan. Jeg prøver ikke at tale om andre, bag deres
ryg. Selvom jeg synes det er svært. Jeg synes det er hamrende svært, at holde min mening
for mig selv. Jeg bliver bare tit i tvivl. Hvor går grænsen til at bagtale? Er det når man fortæller,
hvor dum personen var overfor én, forleden. Eller er det når man siger, at personen bare er
dum, generelt? Jeg ved det ikke. Og jeg er forvirret. Jeg føler bare, at hver gang jeg taler med
en veninde... Så bliver det i sidste ende kørt op til noget, jeg slet ikke vil. Jeg hader at bagtale.
Jeg hader følelsen imens, følelsen bagefter, og følelsen af mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar