Jeg savner faktisk Bornholm.

Underligt nok. Men der var noget helt særligt over stedet vi var. Når man sad helt alene i vandkanten, med en blyant og noget papir. Bare skrev, hvad der faldt én ind. Nogen gange blev jeg forstyrret i mit skriveri, af nogen glade børn, dem jeg kalder for venner. De gav mig lov til at skrive videre, i den kolde og fredfyldte luft. De ved godt, at når jeg skriver, så hører jeg aldrig efter. Mine egne tanker råber og skriger, når jeg har en blyant i hånden. Jeg havde forresten også altid mit kamera med derned. Det var hyggeligt at fotografere, og sommetider så også få skrevet til sit billede.