Vesterbro-lejligheden.

Blandingen af cigaretter, og noget gammeldags.. Sådan beskriver man
duften, når man slår de gamle døre op, til den så fine og hyggelige lejlighed.
Der står altid te på bordet, og massere af slik. Lejligheden er gammel, ligesom
møblerne og dem, som bor der. Den franske altan er altid på klem, i håb om
at børnene ikke bemærker den ellers så nydelige duft. Der står ølflasker på
bordet. Tomme ølflasker. Der er mønster i loftet, og gulvet er af gammel træ.
Lejligheden ligger i hjertet af mit drømme sted, der hvor jeg gerne selv vil bo.
Der står altid fulde, men glade mænd på gadehjørnet. Lige uden foran
kiosken. De hilser altid på mig. De kender min far, og de kan huske mig, fra
dengang jeg var så lille, at jeg ikke engang kunne tale ordenligt. De råber altid
med en høj latter efter mig, altid noget lignende "det går sgu hurtigt med dig,
Isabella! Du har altid været en smuk pige" Jeg ved aldrig hvad jeg skal svare igen.
Jeg plejer som regel bare at smile til dem. Jeg kan ikke huske noglen af dem. Men
stadig minder de mig om, da jeg var helt lille, og Vesterbro var mit hjem.